Sådan gjorde vi:

Flyveturen:

Vi fløj fra Billund via Paris til Havana med HOP / Air France, god forbindelse med korteste rejsetid.

Turen rundt på Cuba:

Vi startede med nogle dage i Havana, hvorefter vi fløj til Santiago de Cuba i Øst. Her lejede vi bil, som var vores transportform på resten af turen:

Santiago de Cuba

Baracoa (Næsten ved Cubas østspids.)

Camagüey

Trinidad

Playa Larga (Svinebugten)

Vinales

- og tilbage til Havana

Billeje:

Vi lejede Bil ved Rex i Santiago de Cuba, ca. 14 dage før vores afrejse. Vores billeje var uden problemer, men det er dyrt, og der er ligeledes en dyr forsikring, som man skal betale. Har man en billejeforsikring på sit kreditkort eller rejseforsikring, må man være opmærksom på, at den ikke gælder i Cuba. Men den (dyre) forsikring, man skal betale, dækker alt. 

Selvom vi ikke havde problemer, oplevede vi i Havanna, at to udenlandske familier havde ventet det meste af dagen på at få en bil. Om det lykkedes, ved vi ikke, men de havde allerede booket hotel for natten. I takt med, at det bliver mere og mere populært, at rejse til Cuba, og samtidig at leje bil, kan der nemt opstå problemer med, at der ikke er biler nok. 

Kørsel og trafik:

Kørslen gik over al forventning. Vejene er generelt i rimelig stand, dog er de ret hullede, og der er ikke ret meget trafik. Man kan endda næsten føle sig lidt ensom, når man ikke kan se en sjæl på en stor 3 sporet motorvej. En undtagelse var dog vejen fra Baracoa til Moa på nordkysten, knap 80 km, den mindede mest om en 20 m bred motorcross bane, hvor man hele tiden skulle udsøge sig den mest farbare vej. Til gengæld havde men hele vejens bredde til rådighed, vi mødte kun ganske få biler på ruten.

Vi havde stor hjælp at vores smartphone og appen Maps.me, som er et offline kort med mange detaljer og endda rutebeskrivelse. Vi havde flere fine udflugter, hvor vi kørte på de små grusveje, nogle gange måtte vi dog stoppe, og vandre videre til fods. De små veje var mest for hestetrukne vogne eller oksekærrer. 

 

Overnatning: 

Vi overnattede udelukkende på de såkaldte Casa Particular´. Det første sted i Havana havde vi booket hjemmefra, efter et tip fra en bekendt. Ellers foregik booking undervejs, ved at vi bad værten om at reservere til det næste sted. Det var de altid meget glade for at gøre, det foregik i et slags netværk af vennetjenester. Standarden var generelt høj, alle med aircondition og eget badeværelse. Ofte var der også køleskab eller i det mindeste adgang til køleskab. God solid morgenmad og middag kunne man også bestille, altid lækker mad. Prisen var 25 – 30 Euro pr nat for et 2 eller 3 sengs værelse, morgenmad 4-5 Euro pr. person.

Casa Particukar er efter vores mening bestem at foretrække, de store stadshoteller har ofte problemer med mangelfuld service og vedligeholdelse. 

Hummer i Casa el Pescador, - fiskerens hus. 

Restauranter og cafeer:

Der var et stort udvalg af restauranter ofte med musikalsk underholdning. Prisen var normalt 5 – 12 Euro for en hovedret, for 12 Euro kunne man så også få hummer. Når vi gjorde holdt ude på landet for at få frokost, var priserne noget andet, ca. 75 øre for en frokost pizza. Dette var på grund af deres system med to møntenheder, en for de lokale og en for turister.

Sightseeing:

Når vi kom til en ny Casa, fik vi gerne en introduktion til, hvad vi kunne se og opleve. Vi arrangerede så ofte med værten, hvad vi ville. Normalt fik vi en guide med i bilen, eller vi selv kørte et sted hen, vi havde fået anbefalet. Hvis vi på egen hånd kom til en indgang til en nationalpark, sad der guider og ventede, og det var obligatorisk at bruge dem. 

Vi havde flere ture, hvor vi blot vandrede afsted af de små veje eller stier. Vejene var for det meste afsat på vores smartphone-kort, men stierne havde grisene og kvæget trampet, så de var ikke med.

Sprog: 

Spansk, og det kunne ingen af os tale. Men cubanerne er altid hjælpsomme, og med fagter og en masse snak kunne vi godt forstå hinanden til en vis grænse. Desuden havde vi også her hjælp af vores smartphone. En app som hedder EnEs Translate, og som også virker offline kan oversætte i skrift og tale fra engelsk til spansk og omvendt. Søg på  ”EnEs Translate Offline” i Appstore.

Internet:

Internet Wifi findes på de store hoteller i Havana, eller ofte på byens centrale plads i de mindre byer. Det er telefonselskabet ETECSA, som leverer og sælger timekort til internet for 4,20 CUC = Euro, men kortet kan også købes på hotellerne, der har internet. Sidst på eftermiddagen hvor alle, turister og cubanere, samles på torvet for at skype med familien i udlandet, kan der være problemer med at logge på. Når man først er på, går det normalt hurtig og godt. Vent til senere på aftenen, hvor der ikke er lys nok til skype og børnene er lagt i seng.

   

Amerikanerbil igen.

Tirsdag d. 1.12.15.

Vi fik den lækre morgenmad på tagterrassen ved vort sædvanlige bord, efter en god nats søvn uden drømme om biluheld og lignende. Havannas morgenstøj fra gaden trængte også op på terrassen.

Så gik vi ud i byen for at se, hvad dagen kunne bringe. Vi kom forbi en lille borg nede ved vandet. Den lå overfor borgen på den anden side af floden, som vi ikke nåede over til dagen før, på grund af vores lille biluheld.

Der holdt nogle gamle amerikanerbiler nedenfor, og vi blev enige om, at vi havde cubanske penge nok til en tur langs vandet op ad Malaconen i en åben bil. Valget faldt på en rød Chevrolet med hvidt indtræk årgang 1953 (6 år yngre end os). Det var en fin tur med solen på den blå himmel og med det blå hav til den ene side af vejen. Det gik forbi de gamle forfaldne pragtpalæer, videre forbi den amerikanske ambassade, hvor flaget for nylig er hejst på ny, og vi vendte rundt ude ved de store statshoteller. Derefter gik tilbageturen gennem byen med bl. a. den kinesiske bydel.

Da vi sidst på eftermiddagen kom i lufthavnen, ventede en lang kø på indcheckning hos Air France, og så var der kø ved paskontrol, og så var der kø ved sikkerhedscheck, og så var der kø ved transits eneste cafe.

Der var laange udsigter til at nå frem til check in, da vi ankom til lufthavnen 3 timer før afgang. 

Men 2 timer senere var vi alligevel igennem, og kunne nå at få lidt mad før afgang.

Toiletpapir er en af de mange mangelvarer i Cuba. På lufthavnens toiletter er der ikke toiletpapir, men det klares ved at en pige står med en rulle toiletpapir ved indgangen til toiletterne. Hun rulle et stykke af, og så kan man selv tage det, som man mener, at man har behov for. Effektivt og funktionelt.

Midt på aftenen var der udkald, og så ventede 8 1/2 times flyvning over Atlanten, inden vi næste dag landede i det grå og kolde vejr i Paris.

Onsdag d. 2.12.15.

Hjemrejse.

Midt på formiddagen landede vi i Paris, og så blev der travet, kørt i bus og travet igen gennem den uoverskuelige og forvirrende lufthavn, indtil vi fandt vort fly til Billund. I Billund ventede fætter Niels Kristian med gråt og koldt vejr, og efter en kop the og de dejlige billundske boller, gik det mod Als. Da Knud blev sat af, var det mørkt, og det var dejligt at komme i vores egne senge efter et døgn på færden med Air France, og efter en spændende ferie i et af verdens sidste kommunistiske lande.

Havanna og politiet.

Mandag d. 30.11.15.

Solen var på den blå himmel, da vi kom ud i den lille patio til morgenmad. Bilen var hurtigt pakket og så gik det afsted mod Havana. Der var ikke meget trafik på vejen. En beskrivelse af forholdene ved et hurtigt blik på den lange tresporede motorvej var, at der var tre biler, en hestevogn, tre cyklister, og en fodgænger. 

Det gik fint med at finde ind til Casa Jesus y Maria, og Herfra fortsatte vi om for at aflevere bilen, men de var gået til frokost, så vi gik ind på Sloopy Joes bar og fik lidt frokost, hvorefter vi blev enige om at køre over og se borgen på den anden side af floden, men turen blev ikke så lang, for nede ved strandvejen kom der en lille sort bil, der ikke overholdt sin vigepligt, så han ramte vores højre side, og så stak han af, inden vi nåede at tage hans nummer. Vi skulle blive holdende der midt på vejen, indtil politiet havde afsluttet deres undersøgelser. Det havde vi læst, og en anden bilist stoppede straks, og fortalte os det samme. 

Da Grethe stod alene med den bulede bil strømmede hjælpen til.

Knud gik om og afgav rapport på politistationen rundt om hjørnet, den lå i en gammel borg, hvor Knud fortalte, at han kunne se syv til otte personer, der sad i et rum bag tremmerne. Der kom Knud dog ikke ind og sidde. 

Imedens var adskillige politibetjente kommet til uheldsstedet. De kom både gående, på motorcykel og i bil, og hver gang en ny betjent kom, blev historien fortalt på ny. Et par vidner afgav også forklaring. Det hele foregik på spansk og med fægtende arme. En stum mand i rullestol, der også havde set uheldet, fægtede mest med armene, men han kunne jo heller ikke blande sig i talekoret. En ung betjent kunne tale engelsk og et vidne kunne tale tysk, så de to holdt vi os til. Bilen blev synet, Knud skrev under på hele rapporten, der var på spansk, men betjentene viste ham et sted, hvor der stod, at han var uden skyld i hændelsen, så det troede han på, og så kunne vi aflevere bilen hos udlejningsbureaet Rex.

Ved udlejningsbureauet stod der både et tysk og et fransk hold og ventede på at få deres reserverede udlejningsbil udleveret, de havde ventet siden om morgenen. Da bilen var afleveret og godkendt med politirapport, gik vi ned på gågaden Obispo, hvor vi var enige om, at vi trængte til en opstrammer.

Vi kunne ikke rigtig finde et hårspænde som vi ville købe, så Niels spurgte nogle unge piger, der sad udenfor en dør. De sprang straks op og inviterede os med op i deres lejlighed. 

Vi gik til anden sal ad en gammel, fin, snoet marmortrappe med et smedejernsgelænder, der dog sad ret løst. Der var en gammel herskabsejendom fra 1820, som efter revolutionen var blevet opdelt i mange små lejligheder, og nu husede mennesker i meget større antal end tidligere. I en lille lejlighed på tre gange tre meter blev vi bænket, medens pigen, der havde inviteret os op, ledte efter hårspænder. Værelset fungerede både som soveværelse, køkken og fjernsynsstue. 

Moderen var der også, hun sad og så fjernsyn, men var blevet sendt over på sengen og sidde, da vi skulle sidde på de to stole, som værelset rummede. Pigens lille datter på ca. et år blev imedens passet af en anden pige nede på gaden. Pigen havde dog ikke nogen brugbare hårspænder, men så fulgte hun os op ad gaden med datteren på hoften, for at vise os en butik, hvor der måske var nogen, men det lykkedes ikke. Den sidste butik, som vi prøvede, var lige lukket. Undervejs spurgte hun, om jeg havde noget sæbe eller hårshampoo, men desværre var alt givet væk eller brugt. Dette har vi oplevet flere gange, da det også er en mangelvare.

Om aftenen havde vi besluttet at gå hen på den restaurant, hvor vi havde været den anden aften i Havana, da vi lige var ankommet. Det lille 3 mands orkester, var der også denne aften. De er musiklærere, men om aftenen tjener de godt på at spille, og de spiller og synger rigtig godt.

Vi var enige om, at sidste aftenmåltid på Cuba måtte være med Mojito og lobster. Der var også nogle gæster fra Mexico, som bidrog til stemningen, der steg og steg. De fleste af de ansatte og en god del af gæsterne, dansede, sang og klappede til den intense, rytmiske musik. Niels var også ude at danse med en, som vi gættede på var indehaverens kone. Bedre underholdning kunne vi ikke have ønsket os på vores sidste aften. 

Vandretur ad de røde veje og huleklatring

Søndag d. 29.11.15.

Da vi havde fået vores morgenmad, kørte vi ud til det store klippemaleri, det var meget flottere idag, hvor solen stod lige ind på det. Vi gik ad en rød vej mellem marker med kaffe, sukkerrør og andet. En del af markerne lå dog brak med nogle enkelte græssende køer. Et stykke ude var tre mand ved at plante tobaksplanter på en nypløjet mark. To okser trak en plov, der lavede en plantefure, hvor planterne blev plantet med ca. 20 cm afstand. 

Nogle grise med en arrigt udseende orne lå og dasede et sted, heldigvis var de bundne, men vi skulle dog tæt forbi. Udsigten til de stejle bjergsider var formidabel. 

Da vi mødte noget vand og stien blev ret sumpet i bunden af en dal, vendte vi om og gik op til udsigtspunktet. Niels og Knud aftalte med en guide, at han ville tage dem med ned til en stor grotte med underjordisk vandløb. Det var en hård og anstrengende tur, medens Grethe nød solen og de flotte omgivelser ved udsigtspunktet. Det var et par ret snavsede og svedige fyre, der kom tilbage. Undervejs havde Niels også lige prøvet en af deres små heste af.

Farfar som cowboy

Grotten hed bare Cave #8, og er ca 25-30 m dyb, og et vandløb strækker sig 4 km ind i bjerget.

Nedstigningen foregik af simple hjælpemidler og stejle skrænter, kun oplyst af vores pandelygter og en kraftig håndlygte, vi følte os meget seje, da vi var sikkert tilbage i dagslys.

Sidst på dagen blev vore kufferter pakket, i morgen skal den sølvgrå Renault afleveres i Havanna. Nu trænger den også alvorligt til en bilvask, især turen ud i sumpen gav mange mudderstænk.

Cigarer og rom.

Lørdag d. 28.11.15.

Efter morgenmaden kørte vi med værtindens boyfriend ud for at se noget om cigarfremstillingen. Vi fik en meget grundig forklaring på hvorledes tobaksplanten dyrkes, tørres og fermenteres før cigarfremstillingen begynder. 

Plantens blade deles i fem kvaliteter, hvor toppen er den bedste kvalitet. Den store bladstreng i midten af bladet skæres væk, her sidder faktisk det meste af plantens nikotin, så der er næsten ingen nikotin i en cigar. Bladene presses tæt sammen og pakkes ind i palmeblade, hvorefter de ligger og gærer i et års tid. Så er de klar til at blive rullet til cigarer, der til sidst får et smalt stykke af et dækblad rullet rundt om. Når det er rigtig fint, sættes der en lille rund hat, der er klippet af et stykke tobaksblad, på den ende, som man ryger af, så kommer der ikke smuldrer i munden. Den sidste snip og hatten sættes fast med lidt honning. Det skulle også smage godt at dyppe enden af cigaren i lidt honning, inden man ryger den. Et andet sted dyppede de enden i rom.

Så gik turen ud i dalen, men for enden af den lille vej, som vi var kørt op ad, lå der en kaserne, de unge soldater trænede march op og ned ad den lille landsbys vej. Vi kunne kun gå i området, hvis vi tog en guide med til en meget ublu pris, og her kom vores nærighed og vores retfærdighed til udtryk, for de øvrige landsbyboer ville det beløb, som vi skulle betale, være så voldsom i forhold til deres indkomst, og det ville vi ikke være med til. Det er resultatet af det, at Cuba har almindelige pesos for befolkningen og turistpesos for turisterne. Ved landsbyen lå der et tomt og forladt bygningskompleks, der så ud til at have været en kaserne. Disse fallerede projekter har vi set flere steder rundt i Cuba.

Vi vendte bilen og kørte ned til byen, for at få lidt frokost. Herfra gik det igen ud i dalen, hvor vi så det kæmpestore klippemaleri, Mural de la Prehostoria. Det er et af verdens største udendørs malerier, og er 120 meter højt og 180 meter bredt. Det er malet i 1960 af nogle lokale bønder under ledelse af en kunstner, for at markere revolutionen. 

Motivet er forhistoriske dyr og mennesker. 

Vi fortsatte ad en lille rød grusvej, og kom op til et udsigtspunkt, hvor udsigten til de omkringliggende bjerge var helt formidabel. På vej tilbage til landevejen kom vi til at køre efter en oksekærre med nogle sække, og et andet oksespand, hvor bondemanden stod på en slags slæde, som blev slæbt efter de to okser på den røde grusvej. 

Da vi havde spist og var kommet tilbage til vores Casa, ville vi have en mojito på Knuds terrasse, men hans værtinde kunne ikke klare det, så husets aktive bedstemor løb rundt i nabolaget og fandt ud af, at vores værtinde holdt fødselsdag for hendes boyfriend, der fyldte 30 år. Han blev sendt ud for at finde noget mynte, og snart stod der tre mojitos på bordet i den lille patio. Der kom adskillige gæster, medens vi sad og nød den, og på et tidspunkt kom fødselaren ud med tre glas og en flaske rom, og så blev der fyldt op til os. Noget senere kom han igen med flasken, og så måtte vi synge fødselsdagssang for ham.

Tobak og Vinales.

Fredag d. 27.11.15.

Det var en flot morgen, som vi vågnede til, og da vi havde fået morgenmad, pakket kufferterne i bilen og sagt farvel til værtsfamilien, gik det vestover mod Vinales via Havanna. Vejen var fin og efter nogen kørsel kom vi på motorvejen, hvor der var rigtig god plads på de tre baner med næsten perfekt asfalt og meget få biler. Motorvejen er tilsyneladende også for cyklister, hestevogne og gående, også selv om de går eller kører i modsat retning, eller krydser over vejbanerne. 

Af og til kørte vi under nogle broer, der ikke havde forbindelse til en vej, enderne af broen strittede lige ud i luften. Planlæggerne af veje og broer havde vist ikke været helt enige her.

Vi passerede nogle meget store appelsinplantaget, men ellers var det mest store græsarealer med køer, får og geder.

På et tidspunkt blev vi stoppet af en mand i uniform. Han fortalte, at han var motorvejssikkerhedsmand, og en bus var gået i stykker, så en mand var strandet midt på motorvejen, og han bad i Fidels og Rauls navn os tage ham med. Manden kom ind på bagsædet, trods Niels og Knuds hensigt med kun at tage kvinder med børn op på den ledige bagsædeplads. Undermundens tænder var belagt med guld, om halsen hang en stor guldkæde, og munden gik med et papegøjeengelsk, hvor Fidels og Rauls navne blev nævnt adskillige gange. Han oplyste, at han arbejdede på en tobaksfabrik længere fremme, og i Fidels og Rauls navne ville han takke os ved at give os en gratis rundvisning på tobaksfabrikken, samt give os en gratis cigar hver. Efter ca. 10 km. kørsel skulle vi dreje fra til Vinales, hvor vi skulle bo de næste dage, og lidt ude af denne vej lå tobaksfabrikken. Vi kom forbi en mark med ca. 50 cm høje tobaksplanter, og ved et stort tørrehus gjorde vi holdt. 

En anden mand fortalte os i højhastighedstempo om cigarfremstillingen, og tændte en for os, men da vi jo ikke har rygning som hobby, var det ikke med så stort held. Da han fandt ud af, at vi ikke ville købe nogle cigarer, fik han lynhurtig andre interesser, og det med de gratis cigarer gik vist i glemmebogen. 

Vi fortsatte ad de snoede veje med de flotte bjerge i det fjerne. Ved en lille restaurant langt ude på landet, gjorde vi holdt for frokost med kylling, medens kyllingemoderen gik rundt mellem bordene.

Ved siden af restauranten lå de nypløjede marker, der ventede på at blive sået til med tobaksfrø, der er bittesmå. Tobaksbonden viste os det fine tørrehus, der var lavet af palmeblade. For syv år siden var der kommet en voldsom cyklon ind over Cuba, den væltede det gamle tørrehus, så han måtte bygge et nyt. 

Midt på eftermiddagen var vi i Vinales, hvor vi fandt Casa Yudy, som vi havde reserveret. Knud blev indlogeret i naboens Casa, da der kun var et værelse her.

Vi gik ned til centrum, byen er ikke ret stor, så det var kun ca. 10 minutters gang. 

Niels kom i snak med nogle skoledrenge, som han delte skoleuniform med.

På torvet ved kirken kunne vi få internetforbindelse, så der blev ordnet et par mails og lignende. Vi er efterhånden blevet vant til, at det er på denne måde, at vi kan få internetforbindelse. I en bygning ved siden af var der salsaundervisning, og lidt efter kom en bus ind til torvet, og satte en masse turister af. De blev mødt med en hær af lokale, der ville leje værelser ud eller skulle hente nogen. Ofte har vi spist middag på den Casa, hvor vi har boet. Det har været lækkert mad, som vi har fået overalt.

Mangrove, flamingoer og smaragdkolibri.

Torsdag d. 26.11.15.

Straks efter morgenmaden kørte vi om til nationalparkens kontor, hvor vi fik en guide med i bilen, så vi var klar til at køre ud i nationalparken Parque Nacional Cienaga de Zapata, for at se på fugle og mangrovevegatation. 

Den lavvandede lagune giver føde til mange forskellige fugle, hvor vi især så mange af de langbenede fugle. Vi så grå og hvide hejrer, fiskeørnen, den sorte ørn, flotte lyserøde flamingoer, orange skestorke, hvide Ibis, sorte cubanske gribbe og selv den lille smaragdkolibri, så vi. I den tætte mangroveskov var der masser af myg, men deres angreb overlevede vi med hjælp fra masser af myggecreme. Da vi kom ud på mere åbne områder, var vinden stærkere, og det holdt myggene væk. Men det betød også, at de store flokke af flamingoer var trukket længere væk, hvor der var mere læ for vinden.

Vejret var flot, da vi kørte ud af den næsten snorlige vej gennem sumpområdet. Vi stoppede ved flere udkigsposter, hvor vi kunne se nogle af de mange fugle. Guiden var god til at fortælle om de forskellige fugle. 

Om eftermiddagen kørte vi ud til stranden Busceo, der var et godt sted at dykke, men ikke særlig charmerende som strand. Udsigten ud over Svinebugten til det mangrove- og sumpområde, som vi havde besøgt i formiddags, var dog formidabel. 

Lige ved stedet lå en sø, der var dannet i en sammenstyrtet hule Cueva de los Peces. Der var saltvand i søen, da den havde forbindelse ud til havet. En masse farvestrålende fisk svømmede rundt i det klare vand, og oppe ved parkeringspladsen gik en mand rundt og viste en lille krokodille frem. 

På hjemvejen kørte vi ind til en lille landsby for at se et mindesmærke, der markerede 50 året for invasionen i 1961. Det var et par gamle huse, hvor Fidel efter invasionen havde besøgt de familier, der boede der. Det var der adskillige billeder af, og i husene stod de gamle rester fra familiernes liv. Udenfor stod det bord, som Fidel havde spist ved. Der er ingen tvivl om, at cubanerne er meget ærefulde overfor Fidel og de andre frihedshelte. Der står skilte mange steder om dem og revolutionen og ved de fleste skoler står en buste af en af de afdøde frihedshelte. Vores vært, fiskeren, har et portræt af Che Guevara tatoveret på venstre overarm.

Turen fortsatte gennem skoven ad en grusvej, inden vi kom ud på landevejen, hvor der langs med vejen stod adskillige betonsøjler til ære for faldne cubanere under invasionen i Svinebugten i 1961.