Tobak og Vinales.

Fredag d. 27.11.15.

Det var en flot morgen, som vi vågnede til, og da vi havde fået morgenmad, pakket kufferterne i bilen og sagt farvel til værtsfamilien, gik det vestover mod Vinales via Havanna. Vejen var fin og efter nogen kørsel kom vi på motorvejen, hvor der var rigtig god plads på de tre baner med næsten perfekt asfalt og meget få biler. Motorvejen er tilsyneladende også for cyklister, hestevogne og gående, også selv om de går eller kører i modsat retning, eller krydser over vejbanerne. 

Af og til kørte vi under nogle broer, der ikke havde forbindelse til en vej, enderne af broen strittede lige ud i luften. Planlæggerne af veje og broer havde vist ikke været helt enige her.

Vi passerede nogle meget store appelsinplantaget, men ellers var det mest store græsarealer med køer, får og geder.

På et tidspunkt blev vi stoppet af en mand i uniform. Han fortalte, at han var motorvejssikkerhedsmand, og en bus var gået i stykker, så en mand var strandet midt på motorvejen, og han bad i Fidels og Rauls navn os tage ham med. Manden kom ind på bagsædet, trods Niels og Knuds hensigt med kun at tage kvinder med børn op på den ledige bagsædeplads. Undermundens tænder var belagt med guld, om halsen hang en stor guldkæde, og munden gik med et papegøjeengelsk, hvor Fidels og Rauls navne blev nævnt adskillige gange. Han oplyste, at han arbejdede på en tobaksfabrik længere fremme, og i Fidels og Rauls navne ville han takke os ved at give os en gratis rundvisning på tobaksfabrikken, samt give os en gratis cigar hver. Efter ca. 10 km. kørsel skulle vi dreje fra til Vinales, hvor vi skulle bo de næste dage, og lidt ude af denne vej lå tobaksfabrikken. Vi kom forbi en mark med ca. 50 cm høje tobaksplanter, og ved et stort tørrehus gjorde vi holdt. 

En anden mand fortalte os i højhastighedstempo om cigarfremstillingen, og tændte en for os, men da vi jo ikke har rygning som hobby, var det ikke med så stort held. Da han fandt ud af, at vi ikke ville købe nogle cigarer, fik han lynhurtig andre interesser, og det med de gratis cigarer gik vist i glemmebogen. 

Vi fortsatte ad de snoede veje med de flotte bjerge i det fjerne. Ved en lille restaurant langt ude på landet, gjorde vi holdt for frokost med kylling, medens kyllingemoderen gik rundt mellem bordene.

Ved siden af restauranten lå de nypløjede marker, der ventede på at blive sået til med tobaksfrø, der er bittesmå. Tobaksbonden viste os det fine tørrehus, der var lavet af palmeblade. For syv år siden var der kommet en voldsom cyklon ind over Cuba, den væltede det gamle tørrehus, så han måtte bygge et nyt. 

Midt på eftermiddagen var vi i Vinales, hvor vi fandt Casa Yudy, som vi havde reserveret. Knud blev indlogeret i naboens Casa, da der kun var et værelse her.

Vi gik ned til centrum, byen er ikke ret stor, så det var kun ca. 10 minutters gang. 

Niels kom i snak med nogle skoledrenge, som han delte skoleuniform med.

På torvet ved kirken kunne vi få internetforbindelse, så der blev ordnet et par mails og lignende. Vi er efterhånden blevet vant til, at det er på denne måde, at vi kan få internetforbindelse. I en bygning ved siden af var der salsaundervisning, og lidt efter kom en bus ind til torvet, og satte en masse turister af. De blev mødt med en hær af lokale, der ville leje værelser ud eller skulle hente nogen. Ofte har vi spist middag på den Casa, hvor vi har boet. Det har været lækkert mad, som vi har fået overalt.

Mangrove, flamingoer og smaragdkolibri.

Torsdag d. 26.11.15.

Straks efter morgenmaden kørte vi om til nationalparkens kontor, hvor vi fik en guide med i bilen, så vi var klar til at køre ud i nationalparken Parque Nacional Cienaga de Zapata, for at se på fugle og mangrovevegatation. 

Den lavvandede lagune giver føde til mange forskellige fugle, hvor vi især så mange af de langbenede fugle. Vi så grå og hvide hejrer, fiskeørnen, den sorte ørn, flotte lyserøde flamingoer, orange skestorke, hvide Ibis, sorte cubanske gribbe og selv den lille smaragdkolibri, så vi. I den tætte mangroveskov var der masser af myg, men deres angreb overlevede vi med hjælp fra masser af myggecreme. Da vi kom ud på mere åbne områder, var vinden stærkere, og det holdt myggene væk. Men det betød også, at de store flokke af flamingoer var trukket længere væk, hvor der var mere læ for vinden.

Vejret var flot, da vi kørte ud af den næsten snorlige vej gennem sumpområdet. Vi stoppede ved flere udkigsposter, hvor vi kunne se nogle af de mange fugle. Guiden var god til at fortælle om de forskellige fugle. 

Om eftermiddagen kørte vi ud til stranden Busceo, der var et godt sted at dykke, men ikke særlig charmerende som strand. Udsigten ud over Svinebugten til det mangrove- og sumpområde, som vi havde besøgt i formiddags, var dog formidabel. 

Lige ved stedet lå en sø, der var dannet i en sammenstyrtet hule Cueva de los Peces. Der var saltvand i søen, da den havde forbindelse ud til havet. En masse farvestrålende fisk svømmede rundt i det klare vand, og oppe ved parkeringspladsen gik en mand rundt og viste en lille krokodille frem. 

På hjemvejen kørte vi ind til en lille landsby for at se et mindesmærke, der markerede 50 året for invasionen i 1961. Det var et par gamle huse, hvor Fidel efter invasionen havde besøgt de familier, der boede der. Det var der adskillige billeder af, og i husene stod de gamle rester fra familiernes liv. Udenfor stod det bord, som Fidel havde spist ved. Der er ingen tvivl om, at cubanerne er meget ærefulde overfor Fidel og de andre frihedshelte. Der står skilte mange steder om dem og revolutionen og ved de fleste skoler står en buste af en af de afdøde frihedshelte. Vores vært, fiskeren, har et portræt af Che Guevara tatoveret på venstre overarm.

Turen fortsatte gennem skoven ad en grusvej, inden vi kom ud på landevejen, hvor der langs med vejen stod adskillige betonsøjler til ære for faldne cubanere under invasionen i Svinebugten i 1961.

Svinebugten.

Onsdag d. 25.11.15.

Kufferterne blev pakket denne morgen, og efter morgenmaden blev de båret ned i bilen og der blev taget afsked med værtsparret med kindkys. Det var en flot morgen, og det gik fint vestover uden ret meget trafik. Da vi kom til Giron, der ligger ved Svinebugten, så vi museet for invasionen i 1961 i Svinebugten. Her viste en række billeder og plancher, hvorledes folket i Cuba nedkæmpede de invaderende eksilcubanere og amerikanere fra USA . Det var meget heroiske beskrivelser, bl.a. også om hvorledes de behandlede de tilfangetagne amerikanere på en human måde.

Lige ved siden af lå hotel Giron. Her gik vi ind for at få noget frokost. De havde hotdog, det var en skive toast med nogle skiver pølse med ketchup, sennep og mayonnaise. I en anden bar fik vi noget at drikke, men vi kunne ikke få lov at betale, og pludselig låste hotdogpigen, inden vi nåede at betale. Vi fandt ud af, at alle hotellets gæster var på all inklusive, så vi fik frokost med all inclusive.

Cubansk hotdog

Vi kørte tilbage til stranden langs en række feriehuse, som næsten lå som ruiner, der var vist et fejlslagen ferieresort her. 

Niels forsøgte at kravle op til kokosnødderne, men en taburet ville have været til større hjælp.

Knud og Niels dykkede og midt på eftermiddagen kørte vi til Caleton, ved Playa Larga, hvor vi havde reserveret værelser i fiskerens hus, Casa el Pescador, der lå lige ved vandet. Sidst på dagen gik vi ad en lille sti ned til stranden, hvor vi satte os med en frisk kokosnød, medens solen gik ned, og månen kom stor og fuld op på himmelen i den modsatte side af Svinebugten.

Om aftenen spiste vi middag ved vores vært. Vi fik hver to, meget lækre langustere, som vores vært havde fanget om morgenen, det var meget lækkert.

Trinidad og strandtur.

Tirsdag d. 24.11.15.

Det var noget skyet og blæsende til morgen. Efter morgenmaden gik det om til et torv, hvor der var en internetforbindelse, der fungerede rigtig godt, så mails blev checket, og lydbøger blev igen lukket op. Vores e-reol opfører sig mærkeligt, da den pludselig lukker for det, som vi har downloadet.

Vi gik på opdagelse i Trinidads gamle brostensbelagte gader. Vi så kirken, et gammelt hus med en flot udstilling af malerier i de gamle, store højloftede rum med flotte trælofter.

 I museet tog vi turen op i tårnet, hvorfra der var en formidabel flot udsigt ud over byen, omegnen og de grønne bjerge. 

Efterhånden var det klaret op og solen var kommet tilbage, så om eftermiddagen kørte vi ud til stranden. På vejen kørte vi forbi et lille fiskerleje, men det var hegnet ind og en mand kom farende ud, og sagde, at vi ikke måtte ikke fotografere. Bådene var nogle ret små nogle med sejl, men generelt var de i en ret dårlig forfatning. Senere så vi en sejle forbi ude ved stranden, sejlet lignede et, som Robinson Kruse havde flikket sammen.

 Men selvom fiskeriet ikke syner af meget, er der altid lækker fisk på spisekortet.

Der var dejligt ved stranden, og vi blev der til solen gik ned.

Med hestevogn til vandfaldet.

Mandag d. 23.11.

Det havde regnet ret meget om natten, men det havde vi ikke hørt noget til. Værten havde hørt det, fordi afløbene fra taget havde trommet ned på taget af vores bil, der holdt lige neden under. 

Da vi havde fået vores morgenmad, gjorde vi klar til en hestevognstur op til vandfaldet Cacades el Cubano i naturparkens Topes de Collantes, hvor der ved vandfaldets fod er dannet en naturlig lille sø. Det var en frisk morgen med solen på himlen. En enkel hest trak af med den lille tohjulede vogn, hvor vi sad på en træbænk. Alle hestens bevægelser forplantede sig til vognen, så det føltes som at sidde på hesteryggen. Disse bevægelser fra hesten og alle hullerne i vejen gik lige op gennem rygraden. En cowboy havde styr på hesten med en tyk tømme og nogle lavmælte tilråb. 

På vejen op gjorde vi holdt ved et lille serveringssted, hvor de var ved at stege en pattegris over nogle gløder. På grund af nattens regn, var vejen ret mudret mange steder, med store vandpytter, og det sprøjtede op, når hjulene forcerede  vandpytterne på tværs af vejen. Om morgenen var byen fyldt med cowboys med flere opsadlede heste på slæb, da mange også tog turen ud til vandfaldet på hesteryg, så i starten var der mange ryttere, som vi skulle om ved.

Ved indgangen til nationalparken, blev hestevognen parkeret, og vi gik ad en smal og stenet sti til vandfaldet. Heldigvis var det ikke så mudret her. 

Niels og Knud tog sig en dukkert i den lille sø, hvor orange og gule sommerfugle flagrede rundt. Så gik det igen ned ad den stenede sti, hvor lianerne flere steder hang ned og fuglene sang i træerne, uden at vi kunne se dem.

Vores cowboy ventede på os, og vi kom op på kærren igen, og så gik det i solskin hjemover ad vejen med vandpytter, mudder og sten, og med rygmassage hele vejen. Nogle mørke skyer trak sammen oppe ved de høje bjerge, men vi nåede hjem i tørvejr. 

Lige da vi var hjemme, kom der nogle dråber regn, men det blev ikke til meget mere, så vi kørte ud til stranden Playa Ancon. Sidst på dagen blæste det noget op, og nogle mørke skyer nærmede sig, så vi pakkede sammen. 

Lige da vi var begyndt at køre hjemover, begyndte det at regne, og så skyllede troperegnen ned, hele vejen ind til Trinidad. Inde i byen var der mange steder floder af vand, der løb ned af vejene og fortovene, hvor kloakkerne slet ikke kunne klare det. Da vi kom hjem, var der strømafbrydelse på grund af regnskyllet.

Senere på aftenen da strømmen var kommet igen, og middagen på vores Casa var overstået, gik vi ud i de mørke gader for at finde et sted, hvor de spillede den traditionelle Son musik. 

Det var en kølig aften efter regnen, så vi burde have taget en trøje på, som vi ikke har haft ude af kufferten endnu. Musikken var ikke lige vores smag, og meget højt, så efter en halv times tid, tog vi hjem i seng.

Trinidad.

Søndag d. 22.11.15.

Da vi havde spist vores morgenmad, pakkede vi kufferterne ud i bilen, og fik bilen bakket ud af den lille garage, hvor den i to dage havde stået parkeret bag to låste porte. Så gik det sydover til Trinidad nede ved Sydkysten. 

Når vi tager nogen op på stop, foretrækker vi (kønne) kvinder med børn, dem har vi mest tillid til.

Det meste af vejen var gennem højsletteområdet med de store indhegnede græsarealer, hvor der gik spredte køer, heste og geder, og de lokale cowboys med deres stråhat på, kom i galop langs vejsiden.

I en mindre by gjorde vi holdt for at få en forfriskning. På byens torv var der boder med lokalt håndværk, og der var optræden af akrobater og klovne. I en anden by gjorde vi holdt for at få lidt frokost. Det blev de sammenlagte pizzaer, som vi havde fået for nogle dage siden.

Midt på eftermiddagen, var vi fremme i Trinidad, hvor en dame holdt udkig efter os på et gadehjørne, for at lede os igennem byens små gader til den Casa, som vores forrige vært havde sørget for at reservere.

Sidst på eftermiddagen gik vi en tur ind til centrum, hvor vi blandede os med alle de andre turister. På en tagrestaurant med udsigt til det caribiske hav og med et lille orkester, fik vi en drinks, medens vi så solen gå ned, selv om der var en del skyer, så den gik ned i en sæk. 

På vej tilbage, kom vi forbi en gul Saab 93, som vi selv havde haft, da vi var fattige studenter i Århus, men den kunne tilsyneladende stadig kære her i Trinidad, sammen med alle de andre gamle biler, der kører rundt overalt.

Camaguey bytur.

Lørdag d. 21.11.15.

Efter morgenmaden, som lignede de foregående steders morgenmad, gik det ind til centrum for at udforske den gamle Unesco bydel, hvor vi startede på torvet Parque Agramonte, med de fire store, flotte kongepalmer. Den Casa, hvor vi bor har ikke internet, så når vi kommer til en ny by, undersøger vi altid mulighederne. Her i byen er det tilsyneladende på nogle torve, der har  internetadgang, men systemet var vist overbelastet, for det lykkedes ikke for os. Vi kunne se, at der var mange, der var på internettet rundt på hele pladsen. Vi satte os, og fik en forfriskning, inden vi gik længere ned på torvet, for at se Casa de Arte Jover, med maleren Joel Jovers meget farverige billeder. 

Ad de små labyrintiske gader gik det om til den fint restaurerede Plaza Del Carmen, hvor der var en række flotte bronzeskulpturer, af typiske situationer med cubanere i dagligdagen, som f.eks. fire livagtige kvindefigurer, der sad og sladrede med en kop kaffe. De store vandkrukker, som tidligere blev brugt her i området til at opsamle regnvand i, var der også, Det var en meget festlig lille udstilling. På et museum i et gammelt kloster ved siden af kirken, fortalte en dame om de fem cubanere, der havde været fængslet i USA, hvor de var blevet taget for at spionere. En række små tegninger illustrerede deres situation. 

Igen gik det videre igennem de labyrintiske gader til Plaza de los Trabajadores, hvor vi var inde og se den flot dekorerede kirke, Iglesia De Nuestra Senora De La Merced. En dame låste op til en krypt under alteret, hvor der var forskellige relikvier og nogle skeletrester. Dette sted havde før 1814 været en offentlig begravelsesplads. Da vi havde fået lidt frokost, prøvede vi på dette torv, om vi kunne komme på internettet, og nu lykkedes det, så vi sad her på en bænk og kiggede på mail m.m. sammen med alle cubanerne.

Først på aftenen tog vi en cykeltaxa ind til centrum, for at se på aftenlivet en lørdag. Den ene af de to cykeltaxaer, der kørte for Knud, var en yngre fyr med rimelige muskler. Men den anden, der kørte for os, var en lille spinkel, ældre fyr med en stor cigar i munden. Han ville gerne overhale Knuds cykeltaxa, så han trampede godt i pedalerne, medens en ung fyr på cykel hjalp med at skubbe på. Det gik i strygende fart op ad den mørke gade, medens han pulsede løs på cigaren, så vi regelmæssigt fik cigarrøgskyer i hovedet. Det lykkedes os at overhale Knuds cykeltaxa, men lidt senere gik det op af bakke på en brostensbelagt vej, og så begyndte det at knibe med at holde førerpositionen. Men igen kom den unge cykelfyr os til undsætning. Han sprang af cyklen, og med cyklen i den ene hånd, og den anden hånd på vores cykeltaxa, skubbede han i løb os op ad den brostensbelagte gade, så vi var fremme på samme tid som Knuds cykeltaxa. 

På den fint restaurerede gågade, hvor mange promenerede denne lørdag aften, og så på de smarte butiksvinduer m.m. fandt vi ind på restaurant Le Patio, hvor vi fik en lækker middag. Da Niels og Knud gerne ville have is til dessert, fandt de ud af, at det ikke var på spisekortet. Men tjeneren var en vaks fyr, han strøg over gaden og fik en aftale med denne cafe, at han kunne få is derfra, så de fik serveret speciel chokoladeis. Cuba har jo to møntenheder. Pesos som den lokale befolkning handler med, og CUC, som turisterne betaler med. 1 CUC er 25 Pesos. Vi kan kun få pesos, hvis vi får nogen tilbage fra en handlende, vi kan ikke officielt veksle til pesos. Restaurantens priser var i pesos, så det blev en billig middag, og det var tydeligt, at det var lokale, der var i byen og spise denne lørdag aften. Et orkester underholdte med sang og musik, det er faktisk normen alle steder, hvor vi spiser. Vores drikkepenge til musikken var vist lidt mere end de var vant til, de kom flere gange og gav hånd og takkede.

Da vi gik tilbage ad gågaden, var der et musik- og danseshow igang på torvet, jo der er meget underholdning overalt for folket.

Jungle og højslettens cowboys.

Fredag d. 20.11.15.

Vækkeuret ringede kl. 05.00, det var endnu mørkt, men vi skulle tidligt op, da dagens program var en lang køretur ned mod sydkysten til Camaguey. Morgenmaden var klar kl. 6.00, da det var ved at blive lyst og hanerne i nabolaget begyndte at gale. Alle kufferter var også pakket, så bilen var hurtigt klar til afgang. 

De første 80 km var meget dårlig vej og meget hullet, ofte uden asfalt. Vi kørte i zig og zak for at undgå de værste huller, men vi undgik ikke, at bilen fik nogle knubs i undervognen. Til gengæld havde vi hele vejen for os selv, vi mødte ikke mere end omkring 5 biler og overhalede een, på ca. 70 km.

 Cubanerne er et vandrende og ventende folk. Mange gik ud ad landevejen, på vej til skole, arbejde eller andet. Andre sad i et af de mange overdækkede venteskure, og ventede på at komme med en bil eller en bus eller en af de anhængere, der var hægtet efter en lastbil. Der var ofte voldsom trængsel, for at komme med. Nogle prøvede også at komme med de private biler, som der ikke var ret mange af. En ung pige og hendes bror kom med os på et tidspunkt.

Det var en flot natur med jungle med spredte små landsbyer, så flere gange måtte vi bremse for grise, høns og andre dyr.

Ved frokosttid gjorde vi holdt ved et busstoppested i en lille by, hvor der var nogle småskure med lidt mad. Ved den mest rene biks, hvor der var færrest fluer, fik vi en sammenlagt pizza, den var meget lækker. Da vi kom tilbage til bilen, stod en dame og spurgte, om hun kunne køre med, så hun kom med et stykke vej.

Snart kom vi op på højsletten, hvor junglen blev afløst af store græsarealer, hvor der gik køer, heste og geder og græssede. Hegnet omkring mange af græsarealerne var kaktusser, der var klippet tæt som en hegn. Cowboys med store stråhatte red rundt på små heste. 

Ved fire-tiden om eftermiddagen var vi i Camaguey, og fandt den Casa som vores foregående Casa havde reserveret.

Om aftenen gik vi ind til Plaza San Juan De Dios, hvor vi spiste på Restaurant 1800 på det fint renoverede torv ved kirken. Det var blevet en lang dags kørsel på 480 km.

Det tykisblå caribiske hav.

Torsdag d. 19.11.15.

Det var sol fra morgenen, selv om både Niels og Knud havde hørt, at der havde været en voldsom regnbyge om natten. Vi trængte til en slap af dag, så dagen startede med, at vi kørte ud til guiden fra dagen før, da han ville prøve at skaffe nogle cigarer til Knud. Han havde dem dog først sidst på dagen, men vi fik to træbokse med udskæringer og fire små trækrus af ham, da han mente, at vi var meget rare.

Så fortsatte vi ud til Playa Cajuajo, hvor de sidste kilometer gik ad en rød grusvej, der dog var noget bedre end dagen før. Turen gik gennem jungle, kokosplantager og bananplantager og langs en flod. Der var grise i alle størrelser, høns, kyllinger, kalkuner og hunde hele vejen ned. Da vi kunne se vandet, parkerede vi bilen og gik de sidste få meter til en dejlig lille strand, hvor der lå et lille hus, som solgte forfriskninger. 

Der var ret store bølger, men helt inde var vandet turkisblåt og der lå flere store koralstykker på stranden, og kokospalmerne og kokosnødderne var også overalt. Der var en frisk brise fra havet, og vi nød livet til langt hen på eftermiddagen. Da vi ville have en kokosnød, kravlede en mand behændigt op i en kokospalme og slog nogle dejligt friske kokosnødder ned til os.  

Midt på eftermiddagen gik det hjemover ad den røde grusvej. På hjemvejen fik vi tanket benzin til næste dags lange rejse til næste by. Det tog som meget andet meget lang tid. Køer og tålmodighed er ret fremherskende mange steder.

Flodsejlads.

Onsdag d. 18.11.15.

Efter morgenmaden kørte vi ned på et torv, for at samle vores guide fra dagen før op. Vi kørte sydpå til udsigtspunktet ved floden Yumuri, der betyder "jeg dør". Nogle indianere ville for mange hundrede år siden ikke være slaver, og kastede sig ud fra de stejle klipper, der er langs floden, deraf navnet.

 Her fandt vi også de fine gule og sortstribede snegle, der kun findes her i området ved Baracoa.

Nede ved floden gik vi ombord i en lille robåd, og vi blev sejlet et stykke op ad floden, og fortsatte herfra til fods til en lille ferskvandssø et stykke op mellem de stejle klippesider. Herfra blev der pumpet drikkevand ud til området, men trods det, var det et yndet sted for en dukkert. 

På stranden fik vi noget frokost på en lille restaurant med det Caribiske hav lige udenfor døren. Prisen var alt for høj, men sådan er det at være turist i et land præget af mangel på mange ting.

På vejen hjem gjorde vi holdt, der hvor guiden boede. Hans nabo havde arbejdet på en cigarfabrik i 50 år, og fortalte om cigarfremstillingen, og vi fik et par eksempler med. 

Befolkningen på Cuba er meget forskelligt. Nogle ligner den spanske befolkning, nogle har indianske træk, nogle har samme farve som flødechokolade, medens andre er som mørk chokolade. Andre igen er helt sorte og med træk som får tanken hen på, at de lige er ankommet fra det mørkeste Congo. Vi har også set et par småpiger med lyst krøllet hår og blå øjne. Det er tydeligt, at der i århundrede har været mange forskellige folkeslag på Cuba. 

Påklædningen er ret afslappet, mændene går ofte i knæbukser og en T-shirt, medens mange af kvinderne går i meget stramme shorts eller tights og en lige så stram tanktop. Og det er virkeligt stramt, det ser ud til, at det enten er købt to numre for småt eller også er det krøbet ret voldsomt i vask. Så der er virkeligt noget at se på.

Jungletur i chokoladeland.

Tirsdag d. 17.11.15.

Morgenmaden i vores nye Casa var lækker som de andre steder, hvor vi havde boet. Vi aftalte at tage ud til en lille fiskerby Boca de Miel. Da vi havde drejet fra hovedvejen, var der kun en grusvej, der mest var befærdet af gående og hestevogne, så nogen steder lå der store sten, som der skulle snilde til at undvige. Et stykke ude måtte vi opgive at køre længere, da det var for stejlt og for mange store sten. En dame i huset overfor, hvor vi parkerede bilen, lovede at passe på vores bil. 

Så gik det afsted på gåben op og ned ad den stenede grusvej, hvor solen brændte ned. Junglen blev ind imellem afløst af små klynger huse, overalt var der kokospalmer, kakaotræer, bananpalmer, forskellige citrustræer, kaktushække, julestjernetræer og mange forskellige blomstrende træer, så der var meget at se, på vejen op. 

Efter nogen tids vandring kunne vi høre havet, men før vi kom helt ud til havet, måtte vi krydse over noget vand ad en vakkelvorn bro, hvor nogle store planker var lagt ud, og fiskerbådene lå fortøjret. Et stykke ude måtte vi op over en hængebro, hvor vi balancerede over, og det sidste stykke måtte vi vade igennem et stykke vand, inden vi stod på stranden, hvor det Caribiske hav skyllede ind over vores fødder. 

Grethe fandt en carabas på stranden, den var sikkert skyllet op, men havde en nogenlunde lyd. Et par mænd kom forbi, og inden længe havde de pakket noget souvenir ud, og vi havde handlet lidt. De foreslog, at de som guider tog os med til en hule, hvor der var en underjordisk sø. Så gik det tilbage over den vakkelvorne hængebro, ad plankebroen og op til et lille hus, hvor vi betalte for at komme ind i nationalparken. 

Afsted gik det igen ud af den røde grusvej, indtil de to fyre førte os ind i en have. Det viste sig, at den enes bror boede her, og vi blev bænket på terrassen og fik tilbudt kaffe, men det var jo ikke vores favorit, så i stedet fik vi en kop tyk, kold cacao, som var fra deres farm bagved huset. Vi snakkede med familien, der boede fint i det lille hus. Manden snakkede tysk, da han havde arbejdet på en kemifabrik i Østtyskland for mange år siden. Vi fik vist baghaven, hvor der var grise, høns, kanin og kalkuner. De havde også nogle murmeldyr, som de fangede i junglen og solgte til zoologisk have. De havde kakaotræer, kaffetræer, limetræer, banan- og kokospalmer og meget mere, og på et stykke jord havde de lige plantet bønner. 

Vi kom ned til et udsigtspunkt, hvor det var en fantastisk udsigt ud over en kokosplantage, junglen og det Caribiske hav. Så gik det videre ned ad en stejl klippe og nogle junglestier, til vi kom til en stensti, som var lavet af indianerne for ca. 500 år siden, før Columbus kom til Cuba, og så var vi ved drypstensgrotten og den underjordiske sø. 

Knud og Niels tog en dukkert i søen, der lå langt nede i dybet. Så gik det tilbage ad junglestien og op ad den stejle stenvæg til familiens have. Her fik vi serveret friske passionsfrugter, papaya og sweetlime, det var herligt. 

Nu var der ikke andet at gøre end gå den lange svedige tur tilbage ad den røde, stenede grusvej. Vores guide gik med os, da han gerne ville køre med os ind til Baracoa. Han skulle egentlig besøge moderen derude i den fjerne landsby, men der var vist flere penge i at være guide for os. Et sted gjorde han holdt, hvor han gik ind i et hus, hvorfra han kom ud med fire is lavet af kokos og guave, frosset omkring en rå udskåren bambuspind. De smagte herligt friske, og et andet sted stod en dame med en lille bod, hvorfra hun solgte os nogle chokoladestænger med kokos. Da vi kom ned til bilen, havde vores vagtdame passet godt på den, og hun fik en skilling.

Alle vi mødte på stien hilste på os. Det er jo helt almindeligt, at beboerne i disse fjerne landsbyer, går frem og tilbage, mange har ingen transportmidler, og busser og lignende er ofte overfyldte. Nogle busser fungerer på den måde, at en lastbil har en kasse på ladet med sæder i begge sider. Nede bagest er der en dør og en trappe op, og så fragter den folk rundt. Vi synes, at det ligner en fangetransport. Herudover er transporten ofte hestevogne med et lille lad, hvor der kan sidde 8 - 10 personer eller en cykeltaxa, hvor der kan sidde 2 personer. 

Over bjergene til nordøstkysten.

Mandag d. 16.11.15.

Vi skulle videre på færden, så vi pakkede vore kufferter, og fik alt ud i bilen. Der blev sagt farvel til værtinden med kindkys, og så gik det mod Baracoa, hvor vores værtinde havde reserveret værelse på Casa los Ganga. 

Da vi var ude af byen kom vi på motorvejen, Der var næsten ikke nogle biler, dog mødte vi et par cykeltaxaer og nogle hestevogne. Vejbelægningen var noget hullet, en gang asfalt ville højne niveauet ret meget. Vi kørte ind i  Guantanamo provinsen, men den amerikanske base med samme navn kunne vi selvfølgelig ikke komme ned til. Da vi kom ud til kysten skinnende solen flot over det turkisblåt vand, der slog ind mod koralkysten. Der var store aflejringer af døde koraler langs kysten, hvor også store kaktusser groede overalt.

I en lille by gjorde vi holdt for at få lidt frokost. Det blev en bolle med noget stegt svinekød i, det var det dyreste på menuen, - ca. 1,5 kr. Det blev serveret ved en hvid kakkeldisk, hvor vi stod sammen med de lokale og gumlede på brødet.

 Skolebørn kom også ind og fik en bolle og et glas juice. Nogle mænd kom ind og købte 5 cigaretter, eller hvad nu deres håndører rakte til. Ud over dette kunne man købe rom, rødvin, øl og chokolade. 

Turen fortsatte mod bjergene, som vi skulle op over. Der var meget frodigt og grønt overalt. Store farvestrålende sommerfugle flagrede over vejen og træerne blomstrede i forskellige farver. 

Et sted gjorde vi holdt for at nyde den flotte udsigt over bjergene. Her stod en flok ungersvende og prøvede at sælge os smykker, bananer, mandariner, kaffe, kakao og kokoscreme. Det endte med, at vi købte en del, og ham med de mest hullede bukser, fik et par af Knuds gamle bukser, og resten fik nogle af Niels barberskrabere.

Lokal "bus" på vej op af bjerget.

Midt på eftermiddagen var vi i Baracoa, og fandt nemt vores lille casa,  hvor vi var ventet. Vi fik os installeret på første og anden sal, og gik derefter en tur ned til vandet. Som i Havana er deres strandpromenade ikke særlig spændende, men flot var det med bølger, der slog ind over koralkanterne.

Kirkegårdsbesøg.

Søndag d. 15.11.15.

Morgenmaden blev serveret på tagterrasen, og det var samme lækre udgave som i Havanna med frugt, juice, æg m.m. Da kl. var 9.00 holdt der en taxa udenfor, så vi kunne komme ud til udlejningsbureauet og hente den bil, som vi havde reserveret. Det gik hurtigt og nemt med at ordne papirerne og den sølvgrå Renault 20 blev kørt op for døren. 

Herfra gik det ud til kirkegården Cementerio Santa Ifigenia, hvor flere af Cubas store revolutionære helte ligger begravet. Kremering er ikke særlig udbredt i Cuba. Traditionen er, at man begraves indenfor 24 timer, og kisten sættes i familiegravstedet. Efter to år tages resterne ud af kisten og gøres rene for rester af kød m.m. og knoglerne lægges ned i en lille boks, der sættes tilbage i familiegravstedet ved en særlig ceromeni. Efterfølgende kan familien besøge graven og tage æsken med knogler op, og se til dem. Ved digteren og frihedskæmperen Joce Marti grav var der en æresvagt med vagtskifte hver halve time. 

Herfra kørte vi ind til den gamle bydel og parkerede bilen, hvor en lettere "pyntet" mand sagde, at han nok skulle passe vores bil. På pladsen Parque Cespedes satte vi os op på hotel Casa Grandas terrassebar og fik en forfriskning, hvorefter vi gik over på museet Casa de Diego Velazquez og så deres udstilling af et gammel borgerhus med møbler fra en svunden tid.

Da vi kom tilbage til bilen, havde vores vagtmand fået selvskab af en kammeret, og de var blevet noget mere "pyntede". Han fik en skilling og en gammel T-shirt af Knuds. Det var ret tiltrængt, og han var glad for den, og tog den straks på.

Herefter var der en søndag eftermiddagstur ud langs det Caribiske hav til det gammelt fort, Castillo del Morro, der lå flot med udsigt over havet og indsejlingen til Santiago. Der var ikke nogen lystbåde eller sejlbåde ud, gad vide om de har nogen.

Værtinden havde om morgenen spurgt, om vi ville have flæskesteg til aften, så det var vi spændte på. Vi startede med en salat. Derefter var der nudeltomatsuppe, og så kom den langtidsstegte flæskesteg, der havde stået i ovnen det meste af dagen. Den var lækker og meget velsmagende. Tilbehøret var stegte bløde løg, ris med sorte bønner og friturestegte bananskiver. Det var ikke helt det, som vi plejer at få som tilbehør til flæskesteg, men det smagte godt. Desserten var kandiserede grønne papaya, som værtinden selv havde lavet. Det var en rigtig søndagsmiddag. Alt blev serveret på tagterressen, hvor den friske brise blæste i den mørke aften, og med byens lys hele vejen rundt.